Forbrugerrådet Tænk har klaget til Forbrugerombudsmanden over Red Bulls samarbejde med influenceren Rasmus Søndergaard.
Rådet vurderer, at reklamerne når børn og unge under 18 år.
Red Bulls omfattende samarbejde med influenceren og streameren Rasmus Søndergaard kan være i strid med markedsføringsloven. Det vurderer Forbrugerrådet Tænk, som har klaget over Red Bull Denmark ApS, Rasmus Søndergaard ApS samt bureauerne DayZeroAgency ApS og Ultra ApS til Forbrugerombudsmanden.
Rasmus Søndergaard har samarbejdet med Red Bull siden 2023. Ifølge Forbrugerrådet Tænk bliver virksomheden ofte markedsført i hans videoer på blandt andet Twitch, TikTok og YouTube gennem produkter, logoer, merchandise og direkte omtale. Forbrugerrådet vurderer samtidig, at en væsentlig del af hans publikum er under 18 år. Under Søndergaards såkaldte Sønderthon viste en afstemning blandt seerne ifølge pressemeddelelsen, at 20 procent var mellem 14 og 17 år.
- Det er både uansvarligt og efter vores vurdering ulovligt for Red Bull at reklamere for deres energidrikke på denne måde, siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Ifølge Forbrugerrådet Tænk må energidrikke ikke markedsføres til børn og unge under 18 år. Derfor ønsker organisationen nu Forbrugerombudsmandens vurdering af samarbejdet.