En 17-årig ung mand er sigtet for at have lagt flere sten på togskinnerne ved Spangsbjerg Station i Esbjerg.
Et tog måtte nødbremse, men ingen kom til skade.
Et tog måtte torsdag nødbremse og stoppe før Spangsbjerg Station i Esbjerg, efter at flere sten var blevet placeret på skinnerne. Ingen personer kom til skade ved opbremsningen.
Syd- & Sønderjyllands Politi modtog klokken 13.07 en anmeldelse fra Banedanmark om stenene, der lå på banelegemet ved stationen på Spangsbjerg Møllevej.
Efterfølgende erkendte en 17-årig ung mand ifølge politiet, at det var ham, der havde lagt stenene på skinnerne. Han blev anholdt og sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om at forvolde fare for andres liv eller førlighed.
- Vi tager det meget alvorligt, da sten placeret på banelegemet kan forårsage store skader og i værste fald resultere i et afsporet tog. Heldigvis nåede lokomotivføreren at handle i dette tilfælde, siger politikommissær Jesper Mørup fra Syd- & Sønderjyllands Politi.
Sagen bliver nu efterforsket videre.
Politiet opfordrer samtidig forældre til at tale med deres børn og unge om faren ved at lægge genstande på togskinner.
- Det her kan være en anledning til at tale med jeres unge mennesker om, at det er yderst farligt at lægge sten på togskinner - det kan gå rigtig galt, siger Jesper Mørup.