En kæmpe oppustelig kylling dukkede tirsdag op foran Christiansborg.
Bag aktionen stod Anima, der vil have den nye dyrevelfærdsminister til også at rette blikket mod kyllingerne.
En kæmpestor oppustelig kylling var tirsdag blandt demonstranterne på Christiansborg Slotsplads, da Folketinget åbnede. Bag den opsigtsvækkende gæst stod dyreværnsorganisationen Anima, som havde forsynet kyllingen med skiltet "Ekstrem avl = ekstrem lidelse".
Organisationens budskab til Danmarks første dyrevelfærdsminister, Christian Rabjerg Madsen, var, at regeringens fokus på dyrevelfærd ikke kun bør handle om grise.
- Det er virkelig stort, at Danmark har fået en dyrevelfærdsminister, og titlen forpligter. Regeringen har udstukket en ambitiøs kurs for svineproduktionen, og det fortjener den stor ros for. Men vi er her i dag for at understrege, at det jo ikke kun er grisene, der har akut brug for ministeren, siger Mathias Madsen, kampagneleder i Anima.
Ifølge Anima opdrættes der mere end 100 millioner kyllinger i Danmark, og organisationen ønsker blandt andet bedre plads til slagtekyllinger.
Anima satte samtidig fokus på de hanekyllinger, der hvert år aflives i den danske ægproduktion. Ifølge organisationen drejer det sig om mellem tre og 4,5 millioner hanekyllinger om året. Teknologi kan gøre det muligt at kønssortere æggene, inden kyllingerne klækkes. Ifølge Anima har blandt andet Tyskland og Frankrig allerede forbudt den rutinemæssige aflivning af nyudklækkede hanekyllinger.