Østjyllands Politis Specialpatrulje kontaktede torsdag aften et telefonnummer, hvorfra der angiveligt blev solgt hash.
Betjentene lavede en falsk aftale, og kort efter blev en 37-årig mand anholdt.
En handel med hash fik torsdag aften en noget anden afslutning end ventet for en 37-årig mand fra Brabrand.
Betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje kontaktede et telefonnummer, hvorfra der angiveligt blev solgt hash. Her lavede de civilklædte betjente en falsk aftale med den formodede sælger. Betjentene tog derefter til det aftalte sted i det nordlige Aarhus, hvor en person omkring klokken 20.19 ankom i en bil.
Her afslørede betjentene deres sande identitet.
Den 37-årige mand blev efterfølgende visiteret, og ifølge politiet var han i besiddelse af en mindre mængde hash og nogle hundrede kroner i kontanter. Politiet formoder, at pengene stammer fra salg af narkotika.
Manden blev anholdt og sigtet for besiddelse og salg af narko. Hashen og kontanterne blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens den 37-årige blev taget med på politistationen til afhøring.