MobilePay får fra 12. januar navnet Vipps.
Allerede fra i dag begynder et nyt logo at dukke op hos danske brugere.
Selve appen og dens funktioner fortsætter som hidtil.
Danskerne skal snart vænne sig til et nyt navn på en af landets velkendte betalingsapps.
MobilePay skifter 12. januar navn til Vipps. Første del af ændringen sker allerede nu, hvor appen får et nyt logo med en smiley. For brugerne er der dog ikke andet, der ændrer sig. Kontakter, betalingsaftaler, ønskelister og historik bliver liggende, og ændringen sker automatisk.
- Men bortset fra navnet og ikonet vil appen være nøjagtig den samme som i dag, og brugerne skal slet ikke gøre noget. Alt virker som det plejer fra allerførste dag, siger Jeanette Hertzum, landechef hos Vipps MobilePay i Danmark.
Samles under ét navn
Ændringen sker, efter at danske og finske MobilePay i 2022 gik sammen med norske Vipps. Siden 2024 har selve appen været den samme på tværs af Norden, mens navn og logo har været forskellige. Nu samles Danmark, Grønland, Norge, Sverige og Finland under navnet Vipps og samme logo.
I Danmark og Finland beholder appen den velkendte blå farve, mens den fortsat vil være orange i Norge og Sverige.
- Derfor tager vi et stort skridt og samler Danmark, Grønland, Norge, Sverige og Finland under samme navn og logo, så vi bliver let at genkende i alle de nordiske lande, siger Jeanette Hertzum.
Ifølge Vipps MobilePay har den fælles app 13 millioner brugere.
Kundeservice vil fortsat være tilgængelig på dansk, og priserne ændres ikke som følge af navneskiftet.