Københavns Kommune vil etablere to nye plejehjemstilbud.
Det ene målrettes borgere under 65 år med omfattende plejebehov, mens det andet skal være for socialt udsatte.
København vil skabe nye plejehjemstilbud til borgere, som kan have svært ved at passe ind på kommunens almindelige plejehjem.
Det ene tilbud bliver målrettet omkring 25 borgere under 65 år med alvorlig fysisk sygdom og omfattende behov for pleje. De bor i dag spredt på almindelige plejehjem. Tilbuddet skal placeres i en særskilt fløj på et eksisterende plejehjem og ventes at stå klar i 2027. Der er afsat 4,4 millioner kroner i Budget27.
- Der er kæmpestor forskel på at være 55 og 85. Og man kan ret hurtigt komme til at føle sig alene eller isoleret, hvis alle omkring én er 30 eller 40 år ældre, siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).
Kommunen vil samtidig etablere et socialplejehjem til borgere, der eksempelvis har levet med hjemløshed, misbrug eller psykisk sygdom. Planen er omkring 45 pladser og en medarbejdergruppe med både social- og sundhedsfaglige, pædagogiske og socialpsykiatriske kompetencer.
Etableringen af socialplejehjemmet indgår foreløbig som en hensigtserklæring i Budget27.