Annisette bliver optaget i folk- og rootsmusikkens Hall of Fame.
Hun følger blandt andre Povl Dissing, Niels Hausgaard og Rasmus Lyberth. Optagelsen fejres ved et arrangement i Tønder i november.
Annisette, der gennem årtier har været frontfigur i The Savage Rose, bliver nu optaget i folk- og rootsmusikkens Hall of Fame.
Hun bliver den sjette kunstner, der får plads i Hall of Fame, som blev etableret af Tønder Festival Fond i 2021. Før hende er Povl Dissing, Niels Hausgaard, Finbar Furey, Eleanor Shanley og senest Rasmus Lyberth blevet hædret.
Hos Tønder Festival Fond fremhæver Poul-Henrik Jensen Annisettes lange karriere og internationale gennemslagskraft.
- I mange årtier har Annisette, både som solist og med The Savage Rose, begejstret et dansk og internationalt publikum. Sammen med sin afdøde mand, Thomas Koppel, satte hun et markant aftryk på dansk musikliv med sin stærke og personlige stemme, siger Poul-Henrik Jensen.
Han fremhæver samtidig hendes fortsatte musikalske og humanistiske engagement efter Thomas Koppels død.
Fejres i Tønder
Optagelsen bliver markeret ved et Hall of Fame-arrangement på Hagge's i Tønder lørdag den 14. november 2026.
Som en del af hæderen modtager Annisette et kunstværk skabt af forfatter og kunstner Sanne Flyvbjerg og billedkunstner og formgiver Søren Assenholt. Værket består af en træbuste og en lyrisk fortælling.
Hall of Fame har til formål at hædre udvalgte kunstnere inden for dansk og international folk- og rootsmusik. Planen er, at det på sigt skal være en del af et kommende center for folk- og rootsmusik i Tønder.