En 26-årig motorcyklist blev onsdag aften stoppet efter høj fart ved Frederikssund.
Ifølge politiet viste en app, at han havde været oppe på 207 km/t.
Motorcyklen blev beslaglagt, og manden fik inddraget sin førerret.
En 26-årig mand måtte onsdag aften vinke farvel til sin motorcykel efter en køretur ved Frederikssund, hvor farten ifølge Nordsjællands Politi nåede op på 207 km/t.
Det skete kort efter klokken 20 på Fjordlandsvej, hvor hastighedsgrænsen er 80 km/t. Politiet satte efter motorcyklisten, og for at følge med ham over Kronprinsesse Marys Bro måtte patruljen ifølge politiet køre over 195 km/t. Efter broen var motorcyklistens hastighed over 200 km/t.
Undervejs trak motorcyklen mod venstre og ud mod autoværnet. Føreren bremsede og undgik at vælte.
Politiet fik efterfølgende stoppet motorcyklen mellem broerne ved Gammel Færgegårdsvej og Tørslevvej ved Tørslev. En app viste ifølge politiet, at mandens tophastighed havde været 207 km/t.
Den 26-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik inddraget sin førerret. Politiet beslaglagde desuden motorcyklen mod hans protest.