60 procent af voksne danskere ønsker ifølge en ny måling en cigaretpris over dagens niveau på omkring 70 kroner.
I gennemsnit peger deltagerne på en pris på 104 kroner.
Et flertal af danskerne vil have prisen på cigaretter op.
Det viser en ny måling, som Forte Advice har udarbejdet for Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med analysen Sundhedspulsen 2026. Her svarer 60 procent, at en pakke cigaretter bør koste mere end det nuværende niveau på omkring 70 kroner. 27 procent ønsker at bevare eller sænke prisen, mens 13 procent svarer "ved ikke".
I gennemsnit mener deltagerne, at en pakke cigaretter bør koste 104 kroner.
Målingen bygger på 2.022 besvarelser fra danskere over 18 år, indsamlet af Norstat fra 9. til 23. juli 2026. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er besvarelserne repræsentative for den voksne befolkning på alder, region, køn og uddannelse.
Flertal blandt ni partiers vælgere
Ønsket om højere priser går ifølge målingen igen blandt vælgere fra en lang række partier. Der er flertal for højere cigaretpriser blandt vælgere hos Socialdemokratiet, SF, Moderaterne, Radikale Venstre, Alternativet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten.
Blandt Dansk Folkepartis vælgere støtter halvdelen højere priser, mens det gælder 48 procent af Danmarksdemokraternes vælgere.
Kræftens Bekæmpelse ønsker selv markant højere priser på tobak og nikotin.
- Det er virkeligt positivt, at der er flertal blandt vælgerne for højere priser - også efter en periode, hvor mange har oplevet, at det har været dyrere at få hverdagen til at hænge sammen. Nu er det op til politikerne at følge vælgernes klare signal og hæve prisen på tobak, siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.
Organisationen arbejder for, at tobak og nikotin ikke længere skal sælges som almindelige forbrugerprodukter efter 2035.