Den franske angriber Nicolas Anelka har ifølge flere britiske medier valgt at indstille karrieren.
Sky Sports og avisen The Telegraph skriver, at den 34-årige frontløber har informeret West Bromwich Albion om, at han ønsker at stoppe blot halvanden måned efter, at han skiftede til den engelske Premier League-klub.
Anelka skulle ifølge Sky Sports have valgt at forlade torsdagens træning og informeret trænerne om, at han ikke har lyst til at fortsætte.
Den franske veteran har gennem karrieren optrådt for storklubber som Paris Saint-Germain, Arsenal, Real Madrid, Liverpool og Chelsea.
Han var også en profil for det franske landshold frem til VM i 2010, hvor han stoppede landsholdskarrieren på grund af uenigheder med den daværende landstræner Raymond Domenech.
West Bromwich Albion er blevet kontaktet af Reuters, men ønsker ikke at be- eller afkræfte Anelkas karrierestop.
/ritzau/