Tre amerikanske statsborgere, som er tilbageholdt i Nordkorea, er blevet flyttet fra en arbejdslejr til et hotel i udkanten af hovedstaden, Pyongyang.
Det sker få uger før et planlagt topmøde melle Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og USA's præsident, Donald Trump.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Oplysningen kommer fra en aktivist, som hjælper familier til sydkoreanere, der er blevet bortført af Nordkorea.
Flytningen af de tre amerikanere fandt sted i begyndelsen af april efter ordre fra højere sted, siger kilden, Choi Sung-yong, som har oplysningen fra bekendte i Pyongyang.
- Vi kan ikke bekræfte gyldigheden af disse meldinger, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium til nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig antyder USA's præsident, Donald Trump, at der meget snart kan ventes nyt om de tilbageholdte personer.
- Som alle er klar over, så har den tidligere administration længe bedt om at få de tre gidsler løsladt fra en nordkoreansk arbejdslejr, men til ingen nytte, skriver Trump i et tweet sent onsdag og tilføjer: "Mere følger".
Det er i forvejen kendt, at de to lande har samtaler om muligheden for en hjemsendelse af de tre personer.
Wall Street Journal skriver, at sagen blev drøftet, da den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i april havde samtaler med Kim Jong-un i Pyongyang.
Den ene af de tre amerikanere blev i 2015 anholdt for spionage. Han blev i 2016 dømt til ti års hårdt strafarbejde.
De to andre var begge ansat på Pyongyangs tekniske universitet, da de i 2017 blev anholdt på en mistanke om "statsfjendtlige handlinger", skriver AFP.
Sidste år døde den 22-årige studerende Otto Warmbier, kort efter at han var blevet bragt tilbage til USA. Nordkorea løslod ham af humanitære årsager, efter at han var gået i koma i en arbejdslejr.
Den unge amerikaner blev i marts 2015 idømt 15 års strafarbejde for at stjæle en plakat af Nordkoreas landsfader, Kim Il-sung, fra et hotel.
/ritzau/