Medie: Minister vil sætte DSB's guldfugl S-tog i frit udbud
Trafikministeren har planer om at sende S-tog, som er en af de mest lukrative forretninger i DSB, i udbud.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil ifølge Økonomisk Ugebrevs oplysninger sende DSB's guldfugl DSB S-tog i udbud, så private operatører kan byde ind.

Det vil han meddele på et pressemøde onsdag formiddag ifølge mediet. Det er regeringen, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, som står klar på mødet onsdag.

DSB S-tog er en sikker forretning, hvor trafikken i form af fortsat flere passagerer i de seneste år har været stigende.

Blandt andre har MTR - en hongkongsk jernbanevirksomhed - kastet sine kærlige øjne på den københavnske S-togsdrift.

MTR driver i dag succesrige jernbanelinjer i Sverige, hvor det er kørsel for egen regning - altså uden statstilskud.

Det ventes, at den asiatiske togoperatør også vil byde ind på DSB S-tog, når udbudsbetingelserne bliver sendt ud, skriver Økonomisk Ugebrev.

At DSB S-tog var og er en af de mest lukrative forretninger i DSB, fremgår af de tidligere offentlige årsregnskaber.

Forretningen var tidligere placeret i et selvstændigt aktieselskab under DSB, så forretningen stort set var klar til at blive skudt ud over rampen.

Med en statslig kontraktbetaling på én milliard kroner årligt var omsætningen sammen med billetsalg cirka 2,5 milliarder kroner. Overskuddet før afskrivninger var rundt regnet en milliard kroner.

At den nuværende borgerlige transportminister ikke blot snakker om, men også for alvor arbejder for en udlicitering af DSB's trafik, er nyt.

Men det har været et hedt emne for skiftende transportministre i en længere årrække.

Tidligere transportminister Hans Christian Smidt (V) var indstillet på at udbyde en anden af de helt store guldfugle i DSB - togtrafikken mellem Aarhus og København. Det kom der som bekendt ikke noget ud af.

/ritzau/