Langdistance-forhold er ikke lige sagen for skuespilleren Matt Damon. Men selvom han og konen Luciana Barroso da også bor på samme adresse i Los Angeles, kræver livet som en af Hollywoods største skuespillere mange rejser, der koster tid væk fra familien.
Men det har parret fundet en løsning på.
- Min kone og jeg har sammen lavet en regel om, at vi maksimalt må være 15 dage væk fra hinanden, og vi har aldrig brudt reglen. Og dog - jeg har faktisk lige gjort det, eftersom jeg var væk fra min datter i 16 dage. Det var alt for længe. Når man er fyldt 40, bliver tiden kostbar, og det er svært at være adskilt fra familien, fortæller skuespilleren ifølge hjemmesiden Female First.
Matt Damon og Luciana Barrosso har med deres otte år lange ægteskab også været længere tid sammen end de fleste Hollywoodpar. Sammen har de fire piger, hvoraf den ældste er 14, mens den yngste er to år.
Den 42-årige skuespiller er sammen med Jodie Foster i øjeblikket aktuel i fremtidsfilmen "Elysium", som havde premiere i Danmark den 15. august.
Newspaq