Den negative stemning på de asiatiske aktiebørser over natten ramte også det europæiske og det danske marked. Oveni hjalp en ringe udvikling i tillidsindikatorerne for euroregionen i maj ikke til med at løsne for sortsynet.
Den toneangivende C20-indeks lukkede onsdag med et fald på 1,9 pct. i 435,72.
De usikre udsigter for den europæiske og dermed hele den globale økonomi fik især investorer i cykliske aktier til at trække sig. Det prægede markedet i København, hvor DSV lukkede i bunden af C20-indekset med et fald på 4,2 pct. til 120,60 kr. Også NKT, FLSmidth og Mærsk fik klø med henholdsvis 2,4 pct., 2,4 pct. og 2,1 pct. Dermed kunne NKT-aktien ved lukketid købes til 212 kr., FLSmidth kostede 326,80 kr., mens Mærsks B-aktie sluttede i 36.800 kr.
Midt mellem de faldende cykliske aktier blandede Danske Bank sig. Danmarks største bank har fået sænket kreditvurderingen af Standard & Poor's med et trin, og kursen på aktien faldt 2,6 pct. til 79,30.
I den modsatte ende af skalaen lukkede den ellers så hårdt ramte Vestas-aktie i top. Flere eksperter vurderer, ifølge Dagbladet Børsen, at en mulig partner til Vestas' udvikling af verdens hidtil største havvindmølle, V164, også kan ende med en overtagelse af den danske vindmølleproducent. Aktien steg hele 5 pct. til 40,24 kr.
Novo Nordisk faldt 2,1 pct. til 809,50 kr. Investorerne ser tiden an frem til den store amerikanske diabeteskonference, ADA, i starten af juni, hvor der ventes et væld at nyheder om såvel Novo Nordisks nyeste insulinanalog Tresiba som om konkurrenternes nyeste udviklingsplaner og produkter.
Uro på de internationale kapitalmarkeder var også effekten af fornyet fokus på den europæiske gældskrise. Det gav fald i samtlig markeder og for rentemarkederne var det igen flugten fra syd- og mellem europæiske papirer mod Nordeuropa som pressede tyske og danske renter helt i bund.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation, 3-21'eren, lukkede med en rente på bare 1,1 pct. eller 0,11 pct.point mindre end tirsdag. Dermed har renten nået endnu en lavpunkt i den efterhånden lange række at renterekorder gennem de seneste måneder.
Uroen fik investorerne til at trække sig fra en auktion over italienske statsobligationer. Salget levede ikke op til forventningerne og renten krøb op over 6 pct. hvilket igen fik en selvforstærkende effekt som førte til yderligere rentestigninger i italienske og spanske statsobligationer, mens renterne på det danske og det tyske obligationsmarked faldt mod nye historisk bundniveauer.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk