Mario Mandzukic-hovedstød sikrer Juventus smal sejr

Napoli og Juventus kører parløb i toppen, efter at begge hold sejrede onsdag aften i Serie A.
Mario Mandzukic fejrer sin scoring mod Fiorentina.
Mario Mandzukic fejrer sin scoring mod Fiorentina. Foto: Stringer/Reuters

Mario Mandzukic sørgede onsdag aften for, at Juventus holdt trit med Napoli i toppen af den italienske Serie A i fodbold.

Mestrene vandt 1-0 hjemme over Fiorentina.

Tidligt i anden halvleg viste den kroatiske angriber, at han ikke har glemt kunsten at være på det rette sted på det rette tidspunkt, selv om han oftest er henvist til en plads på venstre fløj i træner Massimiliano Allegris system.

Mario Mandzukic kastede sig frem og headede en god centring fra fløjkollegaen Juan Cuadrado i mål til 1-0.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Midtvejs i anden halvleg røg Fiorentinas Milan Badelj ud, da han modtog sit andet gule kort.

Med sejren kom Juventus op på 15 point i Serie A efter fem sejre i træk.

Napoli topper ligaen på en bedre målscore end de regerende mestre, efter at Napoli onsdag vendte 0-1 ved pausen til en sejr på 4-1 ude over Lazio.

AC Milan har 12 point efter en 2-0-sejr hjemme over Spal.

Roma vandt 4-0 ude over Serie A-bundproppen Benevento, der hjalp hovedstadsklubben godt på vej med to selvmål.

Romas Edin Dzeko stod for de to øvrige scoringer. Roma har ni point for fire kampe.

Jens Stryger Larsen spillede hele kampen for Udinese, der tabte 2-3 hjemme til Torino.

Atalanta uden Andreas Cornelius vandt 5-1 hjemme over Crotone.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.