Kommunen har gjort alt, og Ungdomshusets brugere vil ikke i dialog. Sådan lyder Manu Sareens udlægning af historien i Nyhedsavisen 2. januar.
Intet kunne være længere fra sandheden. I 2001 solgte det politiske flertal på Rådhuset de unges hus. Siden har brugerne aktioneret, demonstreret, skrevet kronikker og læserbreve, ja, sågar mødt op nøgne på en lang række af byens pladser. Alt sammen i et forsøg på at råbe politikerne op og komme i dialog. Svaret fra Manu Sareen og kollegerne har været larmende tavshed.
Så sent som 14. december kom Enhedslisten med en række forslag i Borgerrepræsentationen, der kunne løse op for konflikten. Imens demonstrerede 5000 københavnere fredeligt på Rådhuspladsen. Alle forslag blev stemt ned. Det er ikke kommunens ansvar, lød det endnu engang fra Manu Sareen.
Dermed stod det klart, at alle muligheder for en politisk løsning var udtømte, og to dage efter gik der hul på krudttønden, og uroligheder brød løs på Nørrebro og i andre bydele.
Pludselig dukkede Manu Sareen op på tv-skærmene, og denne gang handlede det ikke om børnebøger. Nej, nu var Manu Sareen endelig interesseret i en løsning og et nyt Ungdomshus.
Fonden Jagtvej 69 kom med sådan et udspil. Alt, hvad Manu Sareen, Socialdemokraterne og SF skulle gøre, var at komme op med et brugbart alternativ. Fonden ville sågar betale, hvis bare politikerne ville komme med et andet hus. Det har de tre partier undladt.
Dermed bærer det politiske flertal i København ansvaret, hvis en rydning af Ungdomshuset udvikler sig til optøjer. Det var den kurs, de slog ind på, da de solgte huset, og den kurs, de dumstædigt har fastholdt i seks år.