Der var usædvanlig aktivitet på det danske obligationsmarked mandag. Markedet startede i en yderst positiv atmosfære med stærkt faldende renter i de gældsplagede sydeuropæiske lande efter skriverier og spekulation om en indgriben fra Den Europæiske Centralbanks side, for at få nedbragt de høje finansieringsomkostninger. Men en krads kritik af ECB's eventuelle tiltag fra den tyske centralbank - Bundesbank - fik vendt stemningen. Dermed faldt markedet tilbage og en stor del af morgenens bevægelse blev tilbageført.
- Mario Draghi (ECB-chef, red.) har sagt, at ECB vil gøre alt hvad der skal til, for at holde hånden under eurozonen. Det indebærer køb af statsobligationer i de svageste lande. Og det er i sidste ende Tyskland, der skal finansiere det. Og det stiller de sig lidt på bagbenene over for, siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.
I takt med de svingende renter i de sydeuropæiske lande svingede også de danske renter i omvendt orden. Den 10-årige danske rente lukkede mandag i 1,21 pct. eller 1 basispoint lavere end fredag, efter at have toppet i 1,29 pct. sidst på formiddagen.
I første omgang var rentebevægelserne påvirket af weekendens rygter om, at ECB overvejer at indføre renteloft, som centralbanken efterfølgende skulle forsvare. Det fik den 10-årige rente i Spanien til at falde med op mod 30 basispunkter til 6,10 pct., mens renten i Italien dykkede 7 basispoint til 5,69 pct. Modsat steg renterne i lande som Schweiz, Danmark, Tyskland og Holland, der har været benyttet som tilflugtssted fra gældskrisen.
Men kritikere pegede på, at netop denne form for kontrol med markedsrenterne er en direkte opfordring til markedet til at spekulere mod et klart fikspunkt. Og kritikerne fik opbakning af Bundesbank som skærpede kritikken af ECB's plan.
- Bundesbank holder fast i sin holdning om, at eurosystemets opkøb af statsobligationer bør ses i et kritisk lys og indebærer væsentlige stabilitetsrisici, skrev Bundesbank.
Reaktionen udeblev ikke, og renterne sprang op med 12 basispoint i Spanien og 9 basispoint i Italien til henholdsvis 6,22 pct. og 5,75 pct.
Renteloft er tidligere afprøvet i Storbritannien i 1992 og var en af årsagerne til det store sammenbrud i valutasamarbejdet på daværende tidspunkt.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk