En 48-årig mand med en vilje af stål og en frygtelig tørst efter vodka er nu blevet tvangsindlagt på Kolding Sygehus. Det skriver netavisen Dagens.dk.
Manden blev i morges indlagt med en dramatisk høj promille på 5,7 - en promille, der i sig selv er dødbringende, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen, til dagens.dk.
Efter behandlingen forlod manden dog sygehuset og gik prompte i kiosken og købte to flasker vodka til, hvoraf han drak den ene. En kammerat fandt ham kort efter bevidstløs i sit hjem og tilkaldte en ambulance.
Da manden vågnede på sygehuset, ønskede han igen at gå sin vej.
Han blev efterfølgende tvangsindlagt.