En italiensk mafialeder er blevet anholdt i London, efter at han har været på flugt i næsten 20 år. Han blev fredag anholdt på ny, selv om han øjensynligt burde frigives på grund af fejl ved den anholdelsesordre, som var udstedt.
Den 64-årige Domenico Rancadore, der er kendt under tilnavnet "Professoren", var med i en mafiagruppe, som spredte terror på Sicilien, siger anklagemyndigheden.
- Rancadore var en af lederne af Cosa Nostra, som har tusindvis af medlemmer, der spreder terror på Sicilien ved at gennemtrumfe dets regler og kontrollere området, og ved systematisk at dræbe alle, som ikke bøjer sig for organisationens vilje, siger statsanklager Benjamin Seifert.
Rancadore har levet under et falsk navn i Storbritannien i 20 år.
Han blev anholdt i sin bolig i Uxbridge i det vestlige London, hvor han forsøgte at flygte gennem haven, men blev stoppet af en politimand.
Der var problemer med anholdelsesordren torsdag, men nye blev udstedt fredag, hvor Rancadore blev anholdt på ny, mens han stadig sad i sin celle.
Da Rancadore fredag blev fremstillet for en dommer vinkede han til sin kone og sin datter blandt tilhørerne i retssalen. Han har boet i London under navnet Marc Skinner i en beskeden forstadsgade.
/ritzau/AFP