Hammeren faldt i den grad tirsdag, da Retten i Roskilde idømte to mænd lange fængselsstraffe for at skjule et "historisk" stort våbenlager på Østerbro i København.
Den 50-årige Søren Mohr Andersen fik tre år og seks måneders fængsel for at have opbevaret store mængder våben og sprængstof i en kælder på Forbindelsesvej på Østerbro.
Han straffes ligeledes for hæleri, fordi han tog imod våbnene, selv om han vidste, at de var stjålet.
- Mængden af våben, deres farlighed og det, at de er stjålet fra et hjemmeværnsdepot, er skærpende omstændigheder, sagde dommer Anna Lindgren, mens en kvindelig tilhører brast i gråd.
Det var den 41-årige hjemmeværnsmand Niels Christian Hemmingsen, der stjal våbnene fra et hjemmeværnsdepot på Københavns Politigård i 2009. En handling, der nu koster ham to og seks måneders fængsel.
Han havde fået til opgave at rydde op i depotet, fordi våbnene skulle destrueres.
I stedet valgte han at læsse dem ind i sin bil og aflevere dem til Andersen, der ligeledes er medlem af Hjemmeværnet.
Andersen var interesseret i ammunition, som han kunne gøre nytte af i den skytteforening, han var formand i.
- Jeg beklager det. Jeg beklager det vanvittigt. Jeg håber og appellerer til, at der er lidt medfølelse i og med, det er første gang, jeg overtræder loven, sagde den tydeligt berørte 50-årige, inden dommen faldt.
Politiets særlige bandeenhed, Task Force Øst, fandt lageret i marts. Her lå blandt andet flere end 30 skydevåben, 25.000 styk ammunition, 2,2 kilo sprængstof og 25 kilo krudt.
Fundet skete i kølvandet på en sag fra november, hvor to mænd blev anholdt midt i en handel med to pistoler.
Den ene af dem sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, sigtet for at forsyne rocker- og bandemiljøet med våben.
De to mænd har fra sagens begyndelse samarbejdet med politiet, men det forhindrede altså ikke strenge fængselsstraffe.
Begge har bedt om betænkningstid, inden de beslutter, om de vil anke dommen.