Målt på antal point ligger Manchester United og Manchester City helt lige i toppen af den engelske Premier League i fodbold efter Citys 1-0-sejr i det indbyrdes opgør mandag.
Men Manchester City er alligevel et mulehår foran lokalrivalerne i kampen om det engelske mesterskab, fordi de lyseblå har en målforskel, der er otte mål bedre.
Og netop målforskellen kommer i spil, hvis de to hold fortsat har samme pointtal, når sæsonen slutter. Et scenarie, som United-manager Alex Ferguson frygter.
- Jeg har været i det omklædningsrum i 20 år, og det er hans værste mareridt. Hver sæson snakker han om at tabe mesterskabet på målforskel, siger den tidligere United-spiller Gary Neville til Sky Sports.
Neville prøvede selv gang på gang som United-spiller at få indprentet, at hvert eneste mål tæller for Ferguson.
- På vej mod et mesterskab i januar, februar og marts, ja uanset hvilken måned det var, ville han sige, at vi skulle lave tre eller fire mål, selv om vi førte 1-0 eller 2-0, siger Neville.
Der resterer to runder af Premier League. Manchester United mangler at møde Swansea og Sunderland, mens Manchester City har Newcastle og Queens Park Rangers på sin liste.