Politikerne bør tone rent flag og sende reformtraktaten til folkeafstemning.
Det er udtryk for uklædeligt politisk fedtspilleri, når statsministeren vil vente en måned på juristernes vurdering af, om traktaten betyder afgivelse af suverænitet.
De selv samme jurister var jo med på sidelinjen i juni, da politikerne med kirurgisk præcision lugede de ni punkter ud af den oprindelige traktat, der kunne være i strid med grundlovens paragraf 20.
Det er logik for perlehøns, at der juridisk ikke er noget at komme efter. Siden traktaten i 2005 led skibbrud ved afstemninger i Holland og Frankrig, har dagsordenen i EU været soleklar: Hvordan undgår vi folkeafstemninger.
Siden er der blevet fiflet løs, og resultatet foreligger nu. En traktat, som er endnu mere svær at forstå end den oprindelige.
Politikerne narrer sig selv, når de tror, at EU s problemer handler om mere eller mindre magt til parlamentet eller om, hvorvidt den næste formand skal sidde et halvt år eller to et halvt år.
Hvis ikke de mægtige mænd og kvinder magter at løse det fundamentale demokratiske underskud, der præger hele opbygningen, får den oprindeligt smukke tanke om et fælles Europa bygget på demokrati og solidaritet aldrig luft under vingerne.
De kunne passende begynde med at spørge Europas borgere om den nye traktat.