Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil ikke tilkendegive, om forhandlingerne om en skatteaftale og en finanslov skal adskilles, som Dansk Folkeparti har bedt om.
Støttepartiet frygter, at man ikke kan nå at komme i mål med en finanslov inden nytår, hvis den skal forhandles samtidig med en skattereform.
Han har foreløbig indkaldt DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, til et "tilskæringsmøde" om, hvordan forhandlingerne skal fortsætte.
- Det ser meget fremkommeligt ud, jeg har blot fulgt det på sidelinjen.
- Jeg vil indkalde Dansk Folkeparti til et tilskæringsmøde i Statsministeriet i aften, der snakker vi om at få lagt alle bolde til rette, så de kan komme i mål, siger statsministeren.
Det fremgår ikke, hvornår mødet afholdes.
Direkte adspurgt vil han ikke forholde sig til, om det ender med at forhandlingerne bliver delt op, som finansminister Kristian Jensen (V) har afvist.
- Alting hænger sammen, det er ikke det samme, som at alting skal være samtidig. De penge, vi bruger på forsvar, kan vi ikke også bruge på at sætte skatten ned. De penge, vi sætter skatten ned for, kan vi ikke samtidig bruge på noget tredje, siger han.
Statsministeren mener, at det er helt fair, at støttepartiet har en ambition om at få stramninger på udlændingepolitikken.
- Det er kun rimeligt, at vi også diskuterer, hvordan vi får de folk, som vi har givet midlertidig ophold, sendt tilbage. Det er jeg helt åben for at diskutere, siger statsministeren.
Det drejer sig eksempelvis om at afkorte den tid, som udlændinge er på midlertidigt ophold i Danmark og at få sendt flere flygtninge hjem.
- Det er lige præcis på grund af den kompleksitet, at vi ikke har landet en aftale endnu. Det skal vi i mål med, ligesom vi skal i mål med en skattereform, siger Lars Løkke Rasmussen.
Dansk Folkeparti har foreslået at udskyde en skattereform til januar. Men Lars Løkke vil endnu ikke sige klart, om han er villig til at udskyde forhandlingerne om en skattereform og adskille den fra finansloven.
- Faktorernes orden er jo ligegyldig, hvis bare regnestykket går op, siger Lars Løkke Rasmussen.
/ritzau/