Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis beslutning om at få en kommission til at undersøge og fastlægge et ansvar for nedsmeltningen af Skat kan ende med at placere en stor del af ansvaret hos de socialdemokratisk ledede regeringer fra 2011 til 2015.
Det skriver Politiken på baggrund af en gennemgang, som avisen har foretaget af de skandalesager i Skat, som har udløst kravet om en kommission.
Sagerne drejer sig om Skats manglende inddrivelse af gæld, fejlagtige ejendomsskatter og udbetaling af milliarder til svindlere.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har ikke lagt skjul på, at søgelyset bør rettes mod Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, der var skatteminister fra 2004 til 2010.
Politikens gennemgang viser dog, at Helle Thorning-Schmidts S-SF-R-regering der trådte til i 2011, ikke blot fortsatte gennemførelsen af den spareplan, som VK-regeringen havde lagt i 2005.
Den øgede tempoet i nedskæringerne ved at skride til direkte fyringer i Skat, som VK-regeringen havde undladt.
Fyringerne blev gennemført, efter at Thorning-regeringen havde bestilt en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey, der i december 2012 konkluderede, at der kunne spares 1000 flere ansatte i Skat.
En plan der blev godkendt i regeringens økonomiudvalg, hvor Frederiksen sad.
Det var også S-SF-R-regeringen, der i 2011 gennemførte den ejendomsvurdering, som ifølge Rigsrevisionen er den mest fejlbehæftede nogensinde. Fadæsen førte til fejlagtig opkrævning af mindst 13 milliarder kroner i ejendomsskat.
Vurderingen blev gennemført, selv om skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) to gange forinden var blevet advaret af Rigsrevisionen om, at vurderingerne var forkerte og "nødlidende".
Det var SF's skatteminister Holger K. Nielsen, der i 2013 besluttede at igangsætte automatisk inddrivelse af borgeres og virksomheders skattegæld med et nyt it-system - EFI. Det skete, selv om man i Skat vidste, at systemet var fejlbehæftet.
Endelig var det under Thorning-regeringen, at skandalen med fejlagtig udbetaling af mere end 12 milliarder i udbytteskat til en gruppe svindlere tog fart.
Morten Østergaard (R), der er den eneste af de tidligere skatteministre, der vil udtale sig, erkender, at den regering, han sad i, har sin del af ansvaret. Han advarer mod, at sagen ender i abekastning.
- Jeg tror, der bliver rigeligt med aber i den her sag til, at vi alle sammen kan få en, siger han til Politiken.
/ritzau/