Regeringen diskriminerer folkepensionister, som tjener over topskattegrænsen, hvis grænsen i forbindelse med den ny skattereform hæves.
Sådan siger Venstres formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, i Folketingets afslutningsdebat.
Han er gået ind i debatten, fordi Venstre tre gange forgæves har bedt Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, begrunde indgrebet.
- Forøgelsen af topskattegrænsen gælder ikke, hvis man rammer pensionsalderen. Hvis man som 67- eller 68-årig går på arbejde og tjener penge, skal man betale mere i skat end yngre kolleger. Det beder vi ordføreren forholde sig til, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Hvorfor skal en 68-årig betale mere i skat af den samme indkomst end en 64-årig? Det er jo skandaløst, at vi skal inviteres til forhandlinger med partier, som ikke kender deres eget forslag, raser han.
Regeringen vil sløjfe topskatten for 250.000 personer ved at hæve topskattegrænsen. Venstre vil hellere sikre "kæmpe mega skattelettelser til de allerrigeste", mener Magnus Heunicke.
- De mest velstillede pensionister får ikke gavn af topskattegrænsen. Det er vores politik. Hvorfor? Fordi vi prioriterer at give en lettelse til lav- og mellemindkomstgrupperne. Det er dem, vi har fokus på. Hr. Lars Løkke Rasmussen har måske fokus på andre, siger Heunicke.
Lars Løkke Rasmussen anklager regeringen for at indføre aldersdiskrimination i skatteloven, så folkepensionister i job skal betale mere end andre ansatte.
- Det beder vi om at få en politisk forklaring på, siger han.
Regeringens skattereform øget arbejdsstyrken med 15.000 personer, påpeger Magnus Heunicke.
- Vi siger: Lad os give 5000 kroner til pensionister, som har mindst. Venstre siger: Nej, lad os prioritere de pensionister, som har mest, siger Heunicke i debatten.