Liverpools manager Brendan Rodgers er ikke meget for at lade sin stjerneangriber Luis Suarez skifte til en anden klub.
Men hvis det skulle være, så kræver det et beløb i nærheden af det, Real Madrid efter sigende er villig til at betale for Tottenham-stjernen Gareth Bale.
- Alle spillere har en værdi, men man er nødt til at kigge på markedet. Man snakker om, at Gareth Bale er 100 millioner pund værd, og Bale og Suarez var velsagtens de to bedste spillere i Premier League i sidste sæson.
- Man kan ikke sige, at Bale har en værdi, der er over 100 procent højere, end Suarez er værd, siger Rodgers ifølge nyhedsbureauet AFP.
Suarez har gjort det klart, at han gerne vil skifte til en klub, der spiller i Champions League. Det gør Liverpool ikke for tiden, så Arsenal kunne være en mulighed for Suarez.
- Vi er en klub med en stærk tro på, hvordan vi gør tingene, og ingen skal rejse herfra, lyder det som svar fra Liverpool-manageren.
Tidligere har Rodgers bekræftet, at Liverpool har modtaget to bud fra en klub, og det skulle angiveligt være Arsenal.
- Der kommer selvfølgelig et punkt, hvor man kun vil have spillere, som er 100 procent dedikerede i at være her, og det har jeg snakket utallige gange med Suarez om i løbet af sommeren,
- Spekulationer kan være svære for spillere, men han er tilbage i træning og arbejder hos os. Jo mere han er omkring vores gruppe, og jo mere han mærker støtten omkring ham, jo mere vil han forstå det, vurderer Rodgers.
26-årige Suarez skiftede til Liverpool fra Ajax Amsterdam i 2011.
/ritzau/