Libyen har mandag løsladt fire embedsmænd fra Den Internationale Straffedomstol (ICC), som har været tilbageholdt siden begyndelsen af juni, mistænkt for at have indsmuglet dokumenter til en af den væltede oberst Muammar Gaddafis sønner.
ICC's ansatte blev løsladt i den vestligt beliggende by Zintan, hvor de blev anholdt af en lokal milits efter at have besøgt Saif al-Islam i fængslet.
Gaddafis næstældste søn er efterlyst af ICC for hans rolle i drab på demonstranter under oprøret sidste år, som blev afslutningen på hans fars regime.
- ICC er takker de libyske myndigheder for deres beslutning i dag om at frigive rettens medlemmer, så de kan blive genforenet med deres familier, siger ICC-præsident Sang-Hyun song under et pressemøde i Zintan.
Den Internationale Straffedomstol i Haag og det libyske overgangsråd har længe været på kollisionskurs, fordi ICC vil retsforfølge Saif al-Islam og oberst Gaddafis tidligere efterretningschef for forbrydelser mod menneskeheden.
Libyen vil dog stille de to for en lokal domstol og har nægtet at udlevere dem.
Anholdelsen 9. juni af australske Melinda Taylor, der af ICC er udpeget som forsvarer for Saif al-Islam Gaddafi, og en libanesisk tolk har gjort tvisten mellem ICC og Libyen dybere.
To andre ICC-embedsmænd, der havde været sammen med Taylor, blev også løsladt mandag.
ICC har tilladt Libyen fortsat at tilbageholde Saif al-Islam Gaddafi, indtil retten træffer en afgørelse om, hvorvidt Libyen skal have tilladelse til at retsforfølge ham i det nordafrikanske land.
Gaddafi-sønnen har været fængslet i Libyen, siden han blev anholdt i november sidste år.
Det regerende Nationale Overgangsråd, TNC, siger, at Libyen, der ikke er medunderskriver af Rom-statut-traktaten, som førte til etableringen af ICC, har ret til at stille ham for retten hjemme.
/ritzau/dpa