For en uge siden steg de første passagerer på letbanen i Aarhus.
Med tre måneders forsinkelse blev der omsider givet grønt lys til at tage passagerer med på strækningen fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital.
Næste udfordring er at få letbanen på skinner på strækningen til Odder.
Her har passagerne det seneste halvandet år måttet tage bussen i stedet for toget.
Det var forventningen, at denne strækning kunnet være taget i brug i år.
Men nu tyder alt på, at passagerne må væbne sig med yderligere tålmodighed.
Aarhus Letbane har slet ikke søgt Trafikstyrelsen om at tage strækningen i brug.
Det skriver Ingeniøren.
- Så vidt angår spørgsmålet - har Aarhus Letbane søgt ibrugtagninger hos Styrelsen til passagerdrift? Nej, men processen er i gang, skriver Aarhus Letbane i et svar til Ingeniøren.
Ifølge Ingeniøren er det en misforståelse mellem letbanen og Trafikstyrelsen, der er årsag til, at det trækker ud med Odder-etapen.
Aarhus Letbane havde regnet med, at strækningen skulle testes under samme regler som dem, der blev benyttet på den nyligt godkendte del af letbanen i Aarhus by.
Men Trafikstyrelsen mener, at det skal foregå efter andre regler, og derfor er testkørslen endnu ikke kommet i gang.
Borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (V) er efterhånden godt og grundigt træt af forløbet.
- Der har kørt tog mellem Aarhus og Odder i 140 år, og nu skal der være en letbane på de samme skinner. At det kan være så svært at få den ud at køre, det er svært at forstå, siger han til TV2 Østjylland.
- Der skal gøres et bedre stykke arbejde. Det undrer mig, at det kan være så svært at snakke sammen. Vi taler jo ikke om en tur til Mars - det er bare et tog, der skal køre på skinner, siger Uffe Jensen.
Han tilslutter sig kravet fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), der har efterlyst en redegørelse for hele forløbet.
/ritzau/