Hvis man ejer en lejlighed i København og går med tanker om at sælge, kan man i den grad glæde sig over udviklingen på boligmarkedet det seneste halve år.
Det samme kan ikke sige, hvis man vil ind på markedet i hovedstaden.
På blot et halvt er år en gennemsnitlig lejlighed på 90 kvadratmeter steget 9,4 procent i salgspris i København.
Det viser junital fra Boligsidens Markedsindeks offentliggjort torsdag.
En sådan lejlighed kostede i juni knap 5,6 millioner kroner. Tallet var i januar 2025 cirka 480.000 kroner lavere.
Imens er lejlighedspriserne ikke steget med tilnærmelsesvist samme hastighed i de andre af landets største byer. Flere steder går den endda tilbage.
I Aarhus har der i første halvår været en stigning på 4,1 procent, mens der i Odense og Aalborg har været fald på henholdsvis 1,3 og 0,8 procent.
Ser man på tværs af alle landets lejligheder, er der tale om en stigning på godt og vel 11 procent det seneste år.
Cheføkonom i Dansk Industri Allan Sørensen peger på en række årsager.
- Faldende renter, stigende realløn og rekordhøj beskæftigelse er en cocktail, som sætter fart på boligmarkedet, vurderer han i en skriftlig kommentar.
- Derudover er interessen for at bo tæt på København med til at forstærke udviklingen i hovedstadsområdet. De gode tider på boligmarkedet ser ud til at fortsætte over de kommende år, fortsætter økonomen.
Men der er god grund til at følge udviklingen tæt, siger Mathias Dollerup Sprogel, seniorøkonom hos Sydbank.
Således skal en gennemsnitlig husstand bruge en meget betydelig andel af sin disponible indkomst på boligudgifter - et begreb, der kaldes boligbyrden.
- Boligbyrden for københavnske ejerlejligheder nærmer sig rekordniveauerne i tiden op til finanskrisen. Aktuelt ligger boligbyrden for ejerlejligheder i København på 52 procent mod 56 procent i andet kvartal af 2006, siger Sprogel.
Derfor kan udviklingen på boligmarkedet vende.
- Det øger risikoen for, at priserne kan falde, hvis medvinden til dansk økonomi vender til modvind. Det er dog ikke vores forventning, at vindretningen skifter, vurderer han.
/ritzau/