En af af de mest legendariske klaverproducenter i verden skifter ejer. Prisskiltet lyder på knap tre milliarder kroner.
Det berømte klavermærke Steinway & Sons, der har leveret instrumenter til nogle af verdens største musikere gennem tiderne, er blevet solgt for 512 millioner dollar.
Det svarer i dagens kurs til cirka 2,9 milliarder kroner.
Køberen er hedgefond-manden John Paulson, der i sidste øjeblik overbød en anden og dermed sikrede sig et af musikkens stærkeste varemærker.
En stor del af verdens største musikere fra Stevie Wonder og Paul McCartney over Jimi Hendrix, Lady Gaga og Elton John til George Gershwin og den russiske komponist Sergei Rachmaninoff har gennem årene spillet på de berømte klaverer.
Prisen for et splinternyt Steinway-instrument starter i Danmark på omkring 225.000 kroner.
Firmaet blev grundlagt i New York i 1853 af den tyske immigrant Heinrich Engelhard Steinweg.
Han skiftede senere navn til Henry E. Steinway og etablerede undervejs selskabets andet hovedsæde i Hamburg i Tyskland. Den dag i dag har Steinway & Sons stadig to hovedsæder.
Flygelmageren er blandt andet leverandør til det britiske kongehus, ligesom en række af verdens koncertsale og Det Hvide Hus i Washington er udstyret med et Steinway-flygel.
/ritzau/