For få år siden tabte den tidligere bankdirektør Lars Seier Christensen sin telefon i en pool. Et uheld der har kostet ham flere millioner.
På mobiltelefonen lå der nemlig flere bitcoin i 'hans wallet' - en digital pung. Han havde investeret i bitcoin dengang prisen kun lå på få hundrede dollar stykket. I dag koster de næsten 15.000 dollar stykket.
- Vi sad bare nogle stykker og nød livet i solen lige på kanten af swimmingpoolen, og så tabte jeg min telefon ned fra bordet og ned i poolen, siger Lars Seier Christensen til Børsen.
Lars Seier Christensen var på besøg hos milliardæren Jan Struve i den spanske by Marbella, da telefonen tog en dukkert.
Telefonen stod ikke til at redde, og da Lars Seier Christensen hverken havde skrevet koderne ned eller taget en back-up, var pengene tabt. Det gjorde ham dog ikke så meget dengang.
- Jeg havde blot købt for et par hundrede tusind kr., men jeg kan godt regne ud, at de havde været sjovere at have i dag, siger Lars Seier Christensen.
De bitcoin, Lars Seier Christensen smed i vandet, havde været god for et tocifret millionbeløb i dag.
Derfor var rigmanden også lidt mere forsigtig, da han anden gang investerede i den digitale valuta.
Han solgte tidligere på året bitcoin med et afkast på 1000 procent og tjente millioner af kroner.
Lars Seier Christensen er langt fra den eneste, der har smidt mange penge væk. Analysehuset Chainalysis vurderer, at i alt 3,8 millioner af de i alt 17 millioner bitcoin i omløb er gået tabt.