Dyne-Larsen føjer to nye møbelkæder til sengetøjsimperiet. Jysk køber koncernen bag Ilva og Idemøbler, Iddesign.
Fremover ejer Lars Larsen 80 procent af koncernen, mens kapitalfonden Axcel beholder 20 procent af Iddesign. Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.
- Vi er meget stolte over at kunne tage del i ejerskabet af Iddesign, som fortsat vil blive drevet som en selvstændig virksomhed med tre brands, siger Jysk-ejer Lars Larsen.
- Idémøbler og Ilva er hver især solide varemærker, som begge henvender sig til den store del af befolkningen, som er villig til at betale en rimelig pris for moderne design og god kvalitet, siger Lars Larsen.
Iddesign er med en samlet omsætning på 1,6 milliarder kroner en af Danmarks førende boligindretningskæder, som ud over navnene Idemøbler og Ilva i Norden også drives under navnet Iddesign i blandt andet Mellemøsten.
Ifølge Lars Larsen giver butikkerne i Mellemøsten adgang til et spændende franchisekoncept.
Administrerende direktør i Iddesign Michael Christiansen er glad for at få ny ejer.
- Axcel har bakket flot op om Iddesign og dermed medvirket til, at vi har fået driftsmæssig balance under meget udfordrende markedsforhold. Jeg er sikker på, at partnerskabet med Jysk vil komme både kunder og medarbejdere til gode, siger han.
Axcel har ejet Idemøbler siden 2007 og ILVA siden 2009. Ifølge Christian Frigast, managing partner i Axcel, har det været en stor udfordring at komme sig oven på finanskrisen, hvor møbelmarkedet faldt 20 procent.
- Derfor har vi brugt mange kræfter på at effektivisere forretningen og samtidig fastholde omsætningen.
- Med en drift i balance siden medio 2011 er det i høj grad lykkedes takket være et langt, sejt træk fra ledelse og medarbejdere, siger han.
Købet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.
/ritzau/