Ishockeyspilleren Lars Eller var en af de bedste spillere i NHL-ligaen i ishockey i sidste uge.
Det meddeler NHL-ligaen på sin hjemmeside.
Danskeren er sammen med højrewingen Alexander Ovechkin fra Washington Capitals og Pittsburgh Penguins-målmanden Marc-Andre Fleury blevet hædret som ugens "tre stjerner".
Den russiske superstjerne Ovechkin løber med den eftertragtede første stjerne.
Han topper pointligaen med fire scoringer og to assists i sine første tre kampe.
Lars Eller snupper den anden stjerne, efter at han scorede tre gange og leverede to assists i Montreal Canadiens' to første kampe. Det resulterede i en sejr og et nederlag.
Montreal Canadiens tabte først 3-4 hjemme til Toronto Maple Leafs, mens den efterfølgende hjemmekamp blev vundet 4-1 over Philadelphia Flyers.
Lars Eller ligger i øjeblikket på tredjepladsen i pointligaen.
Marc-Andre Fleury bliver tildelt den tredje stjerne, efter at han kun lukkede et enkelt mål ind i Pittsburghs to første kampe, som begge resulterede i sejr til Penguins.
/ritzau/