Skuldrene er sænket en smule i den danske lejr ved ishockey-VM oven på 3-2-sejren over Slovenien tirsdag eftermiddag, som fjernede den værste anspændthed fra de danske spillere.
Nu håber målmand Simon Nielsen, at et lidt mere afslappet landshold kan levere en overraskelse mod stormagten Tjekkiet i eftermiddag.
- Det er jo tæt mellem alle hold, så vi har selvfølgelig en mulighed for at lave et resultat mod Tjekkiet. Vi går altid ud fra, at vi kan vinde, siger Simon Nielsen.
Tjekkiet har ret usædvanligt tabt to af de første tre kampe: Efter en indledende 2-0-sejr over Hviderusland, blev det først 1-2 mod Sverige og siden 2-5 mod overraskelsen Schweiz.
- Det er ikke et hold, Danmark historisk har specielt gode erfaringer med, og spiller for spiller har de et stærkt hold, men de har bestemt ikke haft en stor turnering indtil nu, vurderer Simon Nielsen.
Efter at han sammen med Patrick Galbraith var til en slags audition om pladsen i det danske bur i de to første kampe, faldt valget altså på Nielsen i den vigtige kamp mod Slovenien.
- Det var en svær kamp for en målmand, fordi der var lange perioder, hvor der ikke rigtig var nogen skud på mål. Som målmand vil man faktisk helst have, at der er noget at se til hele tiden, siger Simon Nielsen.
- Men det føles selvfølgelig godt, at jeg fik lov til at stå i den kamp.
Simon Nielsen skal dog ikke nødvendigvis sætte næsen op efter at vogte målet i alle Danmarks fire resterende VM-kampe.
Landstræner Per Bäckman fortæller i hvert fald, at han overvejer at give Galbraith en ny chance på et tidspunkt i denne turnering.
/ritzau/