Læs Helle Thornings tale på Utøya
Hermed statsminister Helle Thorning-Schmidts talemanuskript fra mindehøjtideligheden på Utøya. Det talte ord gælder.

Kære alle sammen

Først vil jeg gerne sige tak til AUF for invitationen til at komme og tale her på Utøya.

Det er med ydmyghed, at jeg står foran jer. Hele verden ser med i dag. For 22. juli er ikke bare en mindedag i Norge. Sidste år på denne dag stod hele verden stille. En stille og fredfyldt sommerdag blev forvandlet til et mareridt.

Vi er alle stadig dybt berørt. Men i dag viser vi, at fællesskabet er det bedste værn mod intolerance og fanatisme. I dag får de, der mistede livet den 22. juli, en fælles stemme.

Kære AUF. Kære venner. Kære alle sammen.

For et år siden oplevede Norge og det norske folk en af sine mørkeste stunder. Det ubegribelige og utænkelige blev pludselig til kold virkelighed.

Et helt folk fik tilføjet et ar på sjælen, som aldrig vil forsvinde.

Der er dage, vi altid vil bære i vores sind. Som vil tynge os i livet fremover. Dage, hvor man ikke er politiker, men forælder. Sådan en dag var den 22. juli sidste år.

Jeg husker så tydeligt, hvordan jeg på et hotelværelse i Frankrig så de gruopvækkende billeder på tv-skærmen sammen med min familie. De skræmmende nyheder skubbede alt andet i baggrunden og gjorde alle andre emner ligegyldige.

Og det var som mor til to piger, at jeg så, hvordan fædre og mødre, søstre og brødre, ægtefæller, sønner og døtre blev ofre for had, vrede og ondskab. Familier blev revet i stykker. Venskaber flået itu. Sekunder føltes som evigheder, og alting stod stille.

Jeg tror, jeg reagerede som så mange andre. Med forfærdelse og tårer over den forfærdelige tragedie, som ramte uskyldige nordmænd - børn og voksne - så urimeligt og uforståeligt.

Det var tårer over det chok, som jeg tror, vi alle følte, da angrebet satte ind. Det var tårer over den tragedie, som efterlod så mange norske familier tilbage i sorg og fortvivlelse.

Men det var også tårer over den afsky, vrede og det had, som angrebet var udtryk for.

Dengang stillede jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor denne afsky? Hvorfor denne vrede og det had mod en uskyldig gruppe unge mennesker og hele det norske folk? Dengang som nu tror jeg ikke, at nogen har det klare svar på det spørgsmål.

Men hvor volden var så meningsløs, så ufattelig og ubegribelig, skabte Jeres og Norges reaktion mening og retning.

Norges modsvar til angrebet sammenfattes måske bedst af Helle Gannestad. Den unge AUF-pige, hvis venner og bekendte var ofre her på Utøya.

Hun sagde kort tid efter angrebet: "Hvis en mand kan skabe så meget had. Tænk så på, hvor meget kærlighed vi kan skabe sammen."

Helle Gannestad - du satte ord på følelserne hos et helt folk. Du gav Norge en fælles stemme. Og dine ord var inspiration for alle os andre: For når I, der var så tæt på, kunne vælge overskud frem for afmagt, kærlighed frem for had - så kunne vi andre også.

Formålet med et terrorangreb er altid at friste et frit samfund til at ødelægge sig selv indefra. Til at vælge vreden. Til at vælge intolerancen. Til at vælge bitterheden. Men et stærkt samfund skal måles på dets evne til at stå sammen. Også i svære tider.

Og kære nordmænd, kære AUF, I valgte tolerancen. I valgte åbenheden. I valgte dialogen. Og på den måde valgte I også at sejre over hadet. I stod sammen som folk, da det var allersværest.

Vi, der så det udefra, husker de gruopvækkende tv-billeder af vold. Men vi husker også billeder fra de norske gader, hvor tusinder og atter tusinder af nordmænd tog hinanden i hænderne i stedet for at knytte næverne. Nordmænd, som ikke vendte ryggen til smerten, men omfavnede vennen, kollegaen og naboen.

I tiden efter Norges mørkeste dag tændtes tusinder af lys i Norge og i resten af verden. På arbejdspladser, skoler og offentlige pladser samledes folk spontant og holdt små mindehøjtideligheder. Folk, der måske slet ikke kendte hinanden, fandt støtte sammen og styrke i fællesskab.

Ingen er gået upåvirket videre efter sidste års tragedie. Men Norge er i dag kommet samlet ud af sorgen. Ikke mindst takket været dig, Jens.

Du samlede et helt folk i en krisestund. Med din evne til at lytte. Din omsorg og din trøst. Din vilje til at bringe Norge videre i et endnu stærkere fællesskab.

Du græd med de efterladte. Du rankede ryggen for dit land. Du skabte håb hos alle nordmænd. Jeg husker så klart, hvad du sagde i dagene efter angrebet, Jens. Du talte ikke om had, splittelse eller hævn. Du talte om kærlighed. Kærlighed og sammenhold som modsvaret til meningsløs vold og terrorisme. Og med det budskab viste du vejen som et forbillede for hele den vestlige verdens politiske ledere.

Jeg er fuld af beundring og respekt. Der findes ikke mange statsledere som dig. Du er stolt af Norge, Jens. Men Norge kan også være stolt af dig. Og I kan alle være stolte af jeres fællesskab.

I dag står vi her et år efter. Og markerer vores medfølelse med de efterladte og vores savn efter de 77 mennesker, som mistede livet den sommerdag sidste år.

Dagen i dag skal bruges til at mindes. Til at tænke på dem, hvis liv alt for tidligt blev bragt til ende. Men også til at værne om de værdier, som vi med angrebet skulle skræmmes fra at stå vagt om.

Angrebet den 22. juli var et angreb på hele det norske folk. På Norge som nation. På de værdier, I som et moderne og åbent samfund bygger på.

Jeg er her i dag for at vise, at I ikke er alene. At vi alle er solidariske med hele det norske folk. Og at vi særligt i Danmark og resten af Norden sender varme tanker til vores norske brødre og søstre på dagen i dag.

Men jeg er her også for at vise, at vi står side om side med jer i kampen mod demokratiets fjender. Kære nordmænd, når I og jeres smukke land kan blive udsat for et terrorangreb, kan vi andre også.

Her et år efter tragedien kan vi se, at det stærkeste modsvar til sådan en fanatisme er: Mere åbenhed, mere demokrati og mere tolerance. Det har været den norske vej ud af en svær stund. Og den vej har bevist, at intet våben kan slå et sundt og levende folkestyre ihjel.

Kære alle sammen, angrebet var ikke alene rettet mod en gruppe uskyldige unge mennesker. Det var også rettet mod AUF. Men det var et angreb, der blev tabt. For I har ikke ladet jer true til tavshed. I har ikke ladet jer friste af ønsket om gengældelse eller had. Tværtimod har I formået at rykke sammen og trøste hinanden efter jeres fælles tab.

Alle i AUF fortjener i dag stor anerkendelse. 22. juli vil for altid være en del af jeres historie. I vil bære dagen i jeres hjerte og i jeres tanker. Men I har vist, at ingen kan tage jeres værdier og holdninger fra jer.

Jeg vil særligt takke dig, Eskil. Du har været en varm skulder for både pårørende og dine kammerater. En stærk og klippefast repræsentant for 22. juli-generationen. Med dig og AUF fortsætter arbejdet for at føre de idéer og visioner ud i livet, som jeres faldne kammerater aldrig nåede.

Ofrene for angrebet den 22. juli tilhørte først og fremmest generationen efter min egen. Den generation, som vi i dag kæmper for skal overtage et bedre samfund, end det vi selv arvede. Som vi ønsker skal have flere muligheder, end vi selv fik. Som vi skal give verden videre til.

På den måde var attentatet sidste år også et anstød mod fremtiden. Et forsøg på at skræmme unge mennesker fra at bruge demokratiet. Et forsøg på at kvæle de drømme, håb, og visioner, som skal forme morgendagen.

Derfor har jeg også i dag et særligt budskab til alle I unge mennesker. Ikke kun til jer, som er her i dag, men til hele jeres generation: I må aldrig stoppe med at drømme. I må aldrig opgive at række ud efter det uopnåelige. I må ikke forfalde til bare at acceptere tingene, som de er. Efter den 22. juli sidste år har vi kun mere brug for jer og jeres tanker.

I er en generation, som har set det onde. Men som har svaret igen med Helle Gannestads ord om at modarbejde ondskab med kærlighed. Had med sammenhold.

I skal blive ved med at være dem, der går forrest. Dem, der altid står for forandring og fornyelse. Blive ved med at hæve stemmen og gøre jeres indflydelse gældende. Så vi udvikler vores fælles folkestyre.

Det var netop det folkestyre, som gerningsmanden sidste år satte sig ud over. Og forsøgte at skræmme jer, den næste generation, til ikke at gøre brug af.

I har derfor et ansvar. En forpligtelse til at bekæmpe intolerance og indskrænkethed og slå ned på terrorisme med loven i hånd.

I dag ærer vi alle dem, der mistede livet den 22. juli sidste år. Ved at fylde Utøya med liv, samtale og håb. Ved at stå sammen i fællesskab mod dem, der vil demokratiet det ondt.

For demokratiet er og bliver vores stærkeste våben. Vores lys mod mørke kræfter. Og ingen skal nogensinde have lov at slukke det lys.

/ritzau/