Jeg hedder Pia Henriksen og arbejder som folkeskolelærer på Vestegnen, hvor jeg i mange år desuden har fungeret som SSP-lærer og konfliktmægler. Derudover er jeg netop valgt som kredsstyrelsesmedlem i den lokale lærerkreds, og så arbejder jeg med fremtidens fællesskaber som ekstern træner hos DeltagerDanmark.
Jeg er mor til to piger og meget optaget af det gode børneliv. Jeg skriver om skolesystemet, som jeg mener er på vej i den gale retning og dræber børns fantasi og drømme.
Derudover skriver jeg om fagpolitik, samfundsforhold samt håb og frygt for fremtiden.
SELVOM JEG troede, at vi var færdige med at diskutere de billigere ”fagforeninger” for denne gang, og at de nu ville holde lav profil, så blev jeg alligevel overrasket, da Avisen.dk, ironisk nok, bragte en artikel om chikane og mobning af gule medlemmer henover den kyllingegule højtid, hvor Jesus ofrede sig selv på korset for hele menneskehedens skyld.
Ifølge Krifa bliver flere af deres medlemmer nemlig mobbet på arbejdspladsen, fordi de ikke er organiseret i en rigtig fagforening. Det vækker min opmærksomhed for, hvis der er en ting her i verden, som jeg ikke bifalder, så er det mobberi. Jeg har prøvet at stå med et barn i skolen, der fik hevet tøjet af og derefter blev spulet til med vand af nogle andre børn. Jeg græd i telefonen, da jeg skulle ringe og fortælle det til hans mor. Det er selvfølgelig også helt utilgiveligt - og ulovligt, hvis nogen har stukket en kollega en på skrinet, givet ham en omgang buksevand eller delt intime billeder på nettet med grimme ord om farven gul, men jeg blev bare forundret, da jeg længere nede i artiklen kunne læse, at den mobning, der her er tale om består i, at man skal give sig til kende, hvis man ikke er i en overenskomstbærende fagforening, når der holdes informationsmøder.
Jeg vil ikke underkende, at det kan være en ubehagelig situation at skulle stå til ansvar for sine valg i en større forsamling – og endda på sin arbejdsplads, men det bringer mig også frem til en ny erkendelse af den manglende historiske forståelse for, at arbejderkamp ikke er en kaffeklub.
DA JEG ikke kender de præcise omstændigheder for den omtalte chikane, vil jeg ikke dømme, om der er trykket på dramaknappen, men i stedet flytte fokus til sagens kerne: Hvordan hjælper vi de gule medlemmer over i den etablerede fagbevægelse? Jeg er nemlig sikker på, at langt de fleste er parate til at flytte til en lidt dyrere fagforening, når de får kigget ned i glaskuglen og forstår tidens alvor.
Ofte hører man, at der kan være mange grunde til at vælge en gul ”fagforening,” og det er sikkert rigtigt. Jeg har bare svært ved at få øje på hvilke grunde, der er så vigtige, at man vil overlade beslutningerne til de skiftende regeringspartier og deres embedsværk, der sidder med tungen langt ude af halsen for at slikke på den tyske arbejdsmarkedspolitik. En tænkning som nogle vil mene har haft en massiv, social slagside, hvor det blandt andet anses bedre at være arbejdende fattig end ikke-arbejdende fattig. Der sidder, efter min bedste overbevisning også i dette land, mennesker på lur ved bagdøren for at liste alt dette ind, som en tyv om natten, hvis først fagbevægelsen svækkes nok. Tyske arbejdere er muligvis ved at indse dette, og måske er den tyske fagbevægelse i sit spæde comeback, men vi behøver jo ikke at skrabe bunden i Danmark før, vi opdager nødvendigheden af faglige fællesskaber.
Hvis vi vil opretholde aftalesystemet og beskyttelsen af løn-og arbejdsvilkår, er det klart, at det fortsat afhænger af organisationsgraden, og her må vi udvise rettidig omhu. Det er klart, at fagbevægelsen må gribe i egen barm, når det kommer til et dårligt ry eller vrede mod lokalafdelinger, men at straffe eller svække den indefra er bare ikke rigtig et alternativ.
Derudover kan jeg få øje på to ting, som er værd at bemærke. For det første har et rustent begreb som solidaritet samlet støv på hylderne i årtier, mens vi alle har skamdyrket individualismen og det frie valg. Lagt sammen med det faktum, at vi har haft det rigtig godt i flere generationer uden skyggen af selv at have kæmpet for det, vi har opnået, kan det have svækket vores forståelse af, at intet er dumpet ned fra himlen.
MIN POINTE er, at ikke alle er bevidste om konsekvenserne af deres fravalg, når de vælger gult. Heldigvis blæser der nye vinde både i Danmark og ude i verden, der tyder på, at solidaritet er på vej tilbage, og det skal vi opmuntre.
Måske kan man tage sine kolleger under armen og forklare dem, hvorfor der er behov for, at de melder sig ind i en rigtig fagforening, og hvis de stadig har en personlig grund til at være gult medlem, der er bedre end den fælles kamp for ordentlige forhold, så må det naturligvis imødekommes uden mobning.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.