Torsten Laen er blevet træt af ikke at være førstevalg til pladsen som stregspiller på sit klubhold Ciudad Real.
Derfor har han nu valgt at skrive kontrakt med tyske Füchse Berlin, hvor der er udsigt til mere spilletid.
"Det er mine egne ambitioner, jeg har opprioriteret nu. Jeg har også haft tilbud fra andre topklubber i både Spanien og Tyskland, hvor jeg igen kunne blive andetvalg på stregen. Men nu er jeg frisk på at være førstevalg i en klub, der spiller i den allerbedste liga i verden," siger Torsten Laen til sporten.tv2.dk.
Torsten Laen erkender, at klubben næppe kommer til at spille med om mesterskabet
"Men jeg synes, det er et rigtig spændende projekt," siger han til hjemmesiden.
Kontrakten med Füchse Berlin, der p.t. ligger nummer 10 i Bundesligaen, gælder fra næste sæson og løber over to år.