"Vi har aldrig observeret problemer under ramadanen", skriver læger ved medicinsk afdeling på Nykøbing F. Sygehus i et debatindlæg i Politiken.
Lægerne opfatter Inger Støjbergs (V) udtalelser om, at personer, som faster som led i ramadanen, er til fare for deres omgivelser og derfor bør holde ferie mens ramadanen varer, som "en hetz mod anderledes tænkende og troende".
"Vi er kede af, at gode kolleger på denne måde forulempes og nedgøres af en repræsentant for den danske stat", skriver lægerne videre.
"Som læger er vi glade for vores muslimske kolleger. Faktisk ville det være svært at forestille sig det danske sundhedsvæsen fungere uden", skriver lægerne.
Således har lægerne stillet sig op i rækken af personer, som har angrebet udlændinge- og integrationsministeren Inger Støjbergs udtalelser i et debatindlæg i BT mandag i sidste uge.
I debatindlægget skriver Inger Støjberg blandt andet at "Ramadanen giver os (...) nogle helt praktiske, sikkerhedsmæssige og produktivitetsmæssige udfordringer i et moderne samfund", og mener at det "kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder eller præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser eller drikker i alle døgnets timer".
Det har fået Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye (S) til at bede fire ministerier om at redegøre for, om ramadanen har konsekvenser for samfundet.
- Enten er der et sikkerhedsproblem på sygehuse og i bustransporten, eller også er der ikke, siger Mattias Tesfaye til Politiken.