Liberal Alliances politisk ordfører og retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, vil have undersøgt alle påstande om offentlighedsloven fra regeringspartierne.
Udmeldingen kommer, efter justitsminister Morten Bødskov (S) på et samråd torsdag overraskende oplyste, at den nye offentlighedslov mørklægger områder, som tidligere har været åbne for journalistisk aktindsigt.
- Det er første gang, Morten Bødskov har givet mig ret i vores mistanke om, at sager som eksempelvis beskæftigelsesministerens hemmeligholdelse af dagpengetal ikke vil blive afsløret i fremtiden, fordi journalisterne får indskrænket deres mulighed for at få aktindsigt, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Det klare svar fra Morten Bødskov går imidlertid stik imod, hvad medlemmer af Venstre og Socialdemokraterne tidligere har sagt om offentlighedsloven.
Blandt andet fastholdt Venstres Jan E. Jørgensen og Socialdemokraternes Jesper Petersen lørdag i deadline, at der fortsat vil være adgang til aktindsigt i dagpengetallene.
- Det var den modsatte vurdering, Venstres ordfører på sagen Jan E. Jørgensen har haft.
- Det er den modsatte vurdering, Socialdemokraternes medlem af retsudvalget Jesper Petersen, som i øvrigt er tidligere politisk ordfører for SF, har haft.
- Det vil sige, at det er en udbredt opfattelse i de tre regeringspartier, at det ikke forholder sig, som justitsministeren har sagt, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han vil nu gennemgå alle de påstande, som forligspartiernes ordfører er kommet med og bede justitsministeren om at forholde sig til hver enkelt:
- Da vi tilsyneladende ikke kan stole på, at de vurderinger, som regeringspartierne har lagt til grund for at deltage i forliget, har været rigtige, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han mener, at politikerne i både Venstre og regeringspartierne "bør bekymre sig utrolig meget efter samrådet", fordi vurderingen af offentlighedsloven i Justitsministeriet tilsyneladende er væsentligt strammere, end den er i de enkelte partier, som har lavet forliget.
- Det vil sige, at regeringen ikke alene har snydt deres vælgere. De har tilsyneladende også snydt deres egne folketingsgrupper, siger Simon Emil Ammitzbøll.
/ritzau/