Fangerne frygtede dem. De var lunefulde. De mishandlede og udpegede ofre til gaskamrene i koncentrationslejrene. Og så var de kvinder.
Men kan kvinder begå krigsforbrydelser?
Historikeren Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitetscenter har netop gennemgået kassevis af sagsakter om 30 kvindelige fangevogtere i kz-lejren Majdanek i Polen. Og konklusionen er klar: Kvinderne var lige så grusomme som mændene.
»De kvindelige fangevogtere var ekstremt frygtede. De vidste, hvad der foregik, og intet tyder på, at nogen af dem nogensinde protesterede over, hvad der foregik,« fortæller han.
Massakre
Inden Majdanek blev befriet i 1944, medvirkede kvinderne til den største massakre nogensinde i en koncentrationslejr, hvor 18.000 børn, mænd og kvinder blev skudt.
»Den kendsgerning, at kvinderne var dybt involveret i forbrydelserne er i mange årtier blevet ignoreret,« siger Bundgård Christensen. Helt op til 1990’erne blev de fremstillet som ofre og i ekstreme tilfælde ligefrem som særligt modstandsdygtige over for nazismen, fortæller han.
Sådan er det med en del af den forskning, som foregår om Anden Verdenskrig. Stort set alle lande har forsøgt at lægge fortidens skyld fra sig, bekræfter Niels Wium Olesen, adjunkt i historie ved Aarhus Universitet.
Herhjemme er der også gået årtier, før vi begyndte at tale om de danskere, som samarbejdede med tyskerne under krigen. Samme problematik gælder spørgsmålet om kvindernes skyld, siger Wium Olesen.
»Der kan have været et behov for at lade kvinderne gå forbi, fordi de er bærere af fremtiden. Og det er en tendens for alle samfund, at vi søger en positiv forklaring på fortiden for at skabe håb for fremtiden.«
Nogle af de kvindelige vogtere blev dømt til døden efter krigen. Andre blev aldrig fundet. En sag verserer stadig. Luise Danz, som var fangevogter i Majdanek, står anklaget for at have sparket en pige ihjel.