Drengen kan godt mærke, at der er noget galt. Følelsen af at være forkert svider konstant i ham som en splint under huden. Men han kan ikke finde ord, der beskriver det. Der er forskel på, hvordan han er skabt, og hvordan han føler sig. Det er bare forkert. Han er forkert.

Frede er kun seks år gammel i begyndelsen af 1960’erne, da han bliver klar over det.

Han skulle have været en pige.

Den spinkle, høje dreng bor hos sin mor, far og storebror i Sønderjylland. Forældrene er indremissionske, og familien beder bordbøn og går i kirke hver anden søndag.

Fredes far er meget korrekt. Han læser i Det Gamle Testamente og fordømmer alt fra bøsser til folk med langt hår.

Mors strømpebukser

Selv er han et stille barn. Hans klassekammerater er hårde ved ham. De kalder ham ’brilleabe’, fordi han er nærsynet, og de driller ham, fordi han ikke vil slås. Allerhelst vil han være veninde med pigerne, men de vender ham ryggen. Derfor er han alene.

En dag sniger han sig ind i sine forældres soveværelse. De er ikke hjemme, så den 12-årige dreng kan roligt trække skuffen ud med sin mors strømpebukser og vælge et par. Følelsen af at være forkert vil ikke gå væk. Den bliver stærkere. Han bliver nødt til at give efter. Nødt til at vide, hvordan det er at være pige. Idet strømpebukserne kommer på, strømmer en pirrende fornemmelse gennem kroppen. Men han ved samtidig, at det kun er en drøm. Der er ingen vej udenom et maskulint liv med en kone, en karriere og børn.

Strømpebukserne kommer tilbage i skuffen. Men to år senere giver han efter igen.

Strømpebukser under tøjet

Han vælger et par hudfarvede fra bunken i supermarkedet. På vej hjem kan han ikke tænke på andet, end hvordan det bliver at få dem på.

Frede er 14 år gammel.

Han bliver nødt til at vente indtil en dag, han er alene hjemme. Det vil være en katastrofe, han ikke engang kan forestille sig omfanget af, hvis han bliver opdaget.

Strømpebukserne er for små, så de kan ikke komme helt op i skridtet, men den pirrende følelse breder sig alligevel i hans krop, da han får dem på. Udenpå kommer drengestrømperne og hans almindelige bukser. Sådan beholder han strømpebukserne på under tøjet. Beholder dem på som et værn mod den frustration, hans barndom er plaget af. Det hemmelige rum under gulvbrædderne fungerer som gemmested for det forbudte. Inde i hans sjæl holder han drømmene om en umulig fremtid i fangenskab, så det aldrig bliver sagt højt. Indtil for syv år siden.

Købt nederdel

De sidder på terrassen og nyder et glas rødvin en lun sommeraften i juni 2001. Han har besluttet at fortælle det til sin kone, som han har været gift med i mere end 20 år. Deres to børn er blevet voksne og er flyttet hjemmefra, og hans karriere som ingeniør har været succesfuld og vellykket.

Men gennem de seneste to uger er trangen til være kvinde blevet så stor, at han ikke kan holde den nede. Han har købt en sort servitricenederdel i H&M, som han tager på i bilen frem og tilbage på arbejde hver dag. Én gang har han endda tanket sin bil med den sorte nederdel og tilhørende mandeskjorte og mandesko. Det er en berusende fornemmelse. Den kan ikke fortrænges mere.

- Jeg har købt en nederdel, og jeg føler mig godt tilpas i den, siger han.

Den aften forklarer han, at det er en trang, der ligger dybt inde i ham.

- Jeg er trans, fortæller han sin kone.

De dyrker sex hele natten.

Kvinden æder manden

Næste morgen barberer han alt hår af sin krop for at fjerne det maskuline. Han regner med, at hans kone accepterer, hvad han er. Men hans opfattelse af hendes signaler er forkerte.

- Jeg bryder mig ikke om det, siger hun.

Så endnu engang prøver han at rette sig ind. Prøver at vende tilbage til det maskuline. At spille en mand igen. Men han kan ikke mere.

Når hustruen er på arbejde, går han rundt i strømpebukser. Når han er ude at rejse med sit arbejde, tager han dametøj på og lader andre se den kvinde, der findes inde i ham. Han lader dem se den kvinde, der langsomt æder manden.

Men alle hans anstrengelser er forgæves, for hans kone vil skilles fra ham. Sådan får han det første hug.

Så fyrer hans virksomhed 35 mand, hvor han er én af dem. Sådan får han det andet hug. Men det tredje nederlag bliver det, der kommer til at gøre mest ondt. Det gør stadig gør ondt i dag.

Freja eksisterer

I 2004 dukker hun pludselig op. Freja. Hun er navnet på hans følelse af kvinde. Fra skilsmissen og et par år frem har han kunnet holde kvinden i sig under låg. Han har datet kvinder fra nettet og kørt motorcykel for at være al den mand, han kan. Kæmpet imod. Men Freja eksisterer, og hun fylder efterhånden mere og mere.

I hans nye job som projektleder begynder han at gå med jeans og nedringet bluse. Næste skridt er damesko. Han vil vise dem, hvad han er. Han vil slippe for at være Frede på arbejde og Freja, når han har fri. Ansigtet bliver omhyggeligt dækket af en foundation, og en diskret øjenskygge med tilhørende mascara kommer til sammen med en dæmpet neglelak. Men der kommer ingen reaktion. Til sidst vokser der en voldsom depression frem af et umuligt arbejdspres og en evig kamp mellem to identiteter.

Hans datter kan ikke acceptere, at hendes far føler sig som en kvinde. Hun afbryder kontakten i september 2006, og selvom han kontakter hende flere gange, vil hun ikke se ham.

Det er den største smerte.

Forkerthed er væk

På stumptjeneren i lejligheden hænger flere tørklæder. Røde og grønne. Der står højhælede sko i entreen. På postkassen står der Freja Nordam.

Hun har benene over kors, og håret er farvet og permanentet.

- Jeg vil gerne slippe for mig gamle navn. Når der kommer valgkort står der til hr. Frede Freja. Det betyder meget med navnet, fordi det er en del af identiteten, siger den 53-årige kvinde og retter feminint på sit hår.

I dag er manden helt væk.

- Han er den mand, jeg deler min fortid med, siger hun og smiler.

De smertefulde følelser af frustration og forkerthed fra barndommen er forsvundet sammen med manden. Hun er begyndt at få bryster, og fedtdepoterne på kroppen er ved at placere sig de kvindelige steder på grund af hormoner. Psykisk er hun en kvinde. Men fysisk er beviset på, at hun blev født som en mand stadig mellem benene.

Tissekone vender ud

- Det seksuelle fylder ingenting. Jeg har behov for at vise omsorg og ømhed, men jeg dyrker overhovedet ikke sex, siger hun og forklarer, at selvom hun føler sig som kvinde, så er hun ikke tiltrukket af mænd.

Reglerne i dag er sådan, at hvis en transseksuel får en kønsskifteoperation, så kan både navn og personnummer ændres, så det passer til kønnet.

- Men en kasteration ændrer ikke min stemme, så jeg kan ikke forstå, at det er afgørende, hvad jeg har mellem benene. Om min tissekone vender indad eller udad er jo lige meget, siger Freja og smiler, men hun bliver straks alvorlig igen.

Det har haft store omkostninger at stå frem, som hun føler sig.

- Den største sorg er, at jeg har mistet min datter. Den anden er, at jeg har mistet min karriere, sukker hun.

Inderst i klædeskabet hænger en habit og en hvid skjorte med et tilhørende par mandesko i størrelse 45.

- Hvis nu min datter ville komme tilbage, og hun skulle giftes, og jeg skulle føre hende op af kirkegulvet. Så er det der.