Politiet efterlyser en 52-årig kvinde, der er forsvundet efter en fest på Fanø tirsdag aften.
Kvinden kom til øen i en båd sammen med andre, men hun dukkede ikke op, da de skulle sejle tilbage onsdag formiddag.
- Vi har iværksat en større eftersøgning, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Efter at hun udeblev i lystbådehavnen i Nordby, besluttede de pårørende at alarmere politiet.
Der bruges blandt andet hunde i eftersøgningen, og også redningsbåde fra Esbjerg og Ribe deltager i aktionen.
Desuden har politiet besluttet at rekvirere en redningshelikopter.
Den 52-årige er fra Ribe. Hun er almindelig til kraftig af bygning og bærer briller. Håret er mellemblondt og skulderlangt.
Kvinden var iført en mørk trøje, joggingbukser og korte, lyse støvler.
/ritzau/