Der vil ikke være mange tilskuere til weekendens fodboldkampe i Italien. Kun på seks stadiones hos klubberne Roma, Genoa, Siena, Cagliari, Palermo og Torino må der lukkes tilskuere ind. De øvrige 25 stadioner er foreløbigt lukket land for tilskuere.
Det besluttede den italienske regering, da den torsdag skulle tage stilling til, hvordan italiensk fodbold kan komme videre, efter drabet på en italienske politimand i forbindelse med tilskueruroligheder ved en kamp mellem Catania og Palermo på Sicilien.
De nye sikkerhedstiltag betyder også, at udefans ikke må købe mange billetter på en gang, ligesom der fremover vil blive uddelt hårdere straffe til hooligans.
Således har den italienske sportsminister Giovanni Melandri lovet, at strafferammen for at opildne til vold ved fodboldkampe bliver hævet fra minimum tre til fem års fængsel.
Den italienske justitsminister Clemente Mastella er godt klar over, at de nye regler vil give problemer for fodboldfans i landet.
»Men jeg er sikker på, at de vil forstå. Og de, der ikke forstår, er de voldelige fans,« siger han.
Der er dog også modstandere af, at mange kampe nu skal spilles for tomme tribuner.
»Lukkede stadions er en latterlig ide. De kan ikke hive disse regler ned over hovedet på os. Vi må strejke,« har Napolis præsident Aurelio de Laurentiis sagt.
Storklubben AC Milan er blandt de klubber, der nu må spille uden tilskuere, og det bryder klubbens anfører sig bestemt ikke om.
»Det ville være bedre at vente endnu en uge med at spille, for at spille bag lukkede døre vil slå fodbolden ihjel,« siger anfører Paolo Maldini.