Hvidt pulver dryssede ud af en kuffert fredag morgen i Københavns Lufthavn i Kastrup, og bagagepersonalet slog pulveralarm.
Politiet i lufthavnen tilkaldte en kemikalieekspert, og efter nærmere analyse viste pulveret at være helt uskadeligt, da det formentlig stammer fra muggen frugt.
- Vi har fået undersøgt indholdet i kufferten, og der var tale om madvarer, så alarmen er afblæst, siger vagtchef Mads Firlings ved Københavns Politi til Ritzau.
Personalet skal nu pakke kufferten forsvarligt og sende den til Berlin, hvor modtageren venter.
Det var to medarbejdere, der håndterede kufferten, da pulveret dryssede ud. De var i første omgang under observation, indtil pulveret viste sig at være uskadeligt.
/ritzau/