Det gik voldsomt for sig, da Greve Strandkro ved Køge Bugt natten til søndag blev ramt af en voldsom brand.
Læs også: Strandkro står i flammer: Der bliver ikke meget at redde
Fire sprøjtehold blev sat ind for at bekæmpe flammerne, men det stod tidligt klart, at branden ville få store konsekvenser for kroen.
Tirsdag går politiets brandefterforskere i gang med deres undersøgelser på Greve Strandkro i forsøget på at komme nærmere en forklaring på årsagen til branden, der i særdeleshed gik ud over selskabslokalerne.
Beredskabet har haft travlt med at sikre, at bygningen ikke braser sammen, når undersøgelserne begynder i morgen, forklarer vagtchef Henrik Jørgensen fra Midt- og Vestsjællands Politi til sn.dk.
Vagtchefen forklarer til det regionale medie, at politiet i forbindelse med deres efterforskning er blevet opmærksomme på, at én eller flere gerningspersoner i sidste weekend brød ind i kroens selskabslokaler. Han oplyser, at der ved indbruddet var forsøg på brandstiftelse ved en dørkam.
- Når man har to episoder to weekeder efter hinanden, så er det noget, vi er nødt til at undersøge nærmere. Vi har dog ikke belæg for på nuværende tidspunkt at have mistanke om, at den er påsat, siger Henrik Jørgensen med henvisning til branden, der opstod natten til søndag, siger vagtchefen.