I årevis har danske boligejere betalt for meget i ejendoms- og boligskat, da Skat har begået fejl i den offentlige ejendomsvurdering, og nu påtager tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) sig sin del af ansvaret.
- Jeg tager ansvar for de fejl, jeg har begået som skatteminister. Jeg tager ansvaret for det, og det beklager jeg. Hvis der er danskere, der har betalt for mange penge i ejendomsskat, skal de have deres penge tilbage, siger Kristian Jensen til TV2 News.
I en beretning onsdag præsenterede Rigsrevisionen en sønderlemmende kritik af den offentlige ejendomsvurdering i Skat, hvor der for eksempel i 2011 var fejl i tre ud af fire ejendomsvurderinger.
/ritzau/