Kontanthjælpsmodtager Kim Madsen, der er formand for bevægelsen Jobcentrets Ofre, hævder, at flere dokumenter i forbindelse med hans sagsbehandling er forsvundet på Jobcenter Lærkevej i København.
- Det viser sig, at en masse dokumentation fra min sag er blevet væk i systemet, fortæller Kim Madsen til Avisen.dk.
Læs også: Minister ind i Kim Madsens sag
Den 58-årige kontanthjælpsmodtager har flere gange udtalt sig meget kritisk om jobcentre - blandt andet i forbindelse med afsløringen af en hemmelige lægepraksis i baglokalet på jobcentret på Lærkevej.
Kim Madsen forklarer til Avisen.dk, at man på jobcentret på Lærkevej ikke er i stand til at finde flere vigtige papirer fra hans sag - herunder resultatet af en undersøgelse af hans arbejdsevne.
- Det virker til, at nogle af dokumenterne er forsvundet, siger Kim Madsen.
Hvis det kan ske i min sag, så kan det også ske i alle de tusindvis af borgersager, der ligger derude.
Han forklarer, at han i fredags blev ringet op af en afdelingschef på Jobcenter Lærkevej. Han forklarede, at de ansatte ikke kan finde flere akter i sagsbehandlingen af den slidgigts-ramte københavner.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Maria Bødker Boye, der er centerchef for Center for Jobindsats, men hun reagerede ikke på vores henvendelser.
Hos Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning vil man heller ikke svare på Kim Madsens påstande – kommunen udtaler sig ikke i enkeltsager, lyder forklaringen.
Hele sagen bekymrer dog Kim Madsen.
- Hvis det kan ske i min sag, så kan det også ske i alle de tusindvis af borgersager, der ligger derude, siger Kim Madsen og fortsætter:
Jeg har været flittig til at søge aktindsigt i min egen sag (og dermed fået mange af papirerne, red.), men det har mange andre borgere ikke gjort, og det kan få store konsekvenser for dem.