Ryttere og sportsdirektører nævner flere navne, når de skal pege på, hvem der vinder årets Post Danmark Rundt.
Men der er ét navn, de nævner før alle andre.
Den danske Tour de France-rytter Lars Bak (Lotto-Belisol), som på første etape kørte alene fra hovedfeltet, nåede op til udbryderne, og ene mand trak Magnus Cort og Nikola Aistrup helt frem til målstregen i Varde.
Lars Bak vandt 14 sekunder på den konto i forhold til konkurrenterne. Dem har han stadig efter 2. etape, som sluttede i Sønderborg.
- Lars er et godt bud på en samlet sejr. Han kan køre enkeltstart, og han kan klare sig på Kiddesvej på tredje etape.
- Samtidig skal man huske, at han altså ikke kørte væk, fordi feltet sad og sov. Han gjorde det, fordi han er stærk, siger Michael Mørkøv (Saxo-Tinkoff).
Lars Bak kommer for at udnytte sin Tour de France-form, og Omega Pharma-Quick Steps sportsdirektør Brian Holm har også hæftet sig ved, at Lotto-rytteren virker som om, han er i superform.
- Jeg føler, at der er godt schwung i benene. Formen er god, så jeg vil klare mig bedre på Vejle-etapen end sidste år.
- Og jeg har fået en ny og bedre enkeltstartscykel, så dér bliver jeg også bedre, men der kan altså stadig ske en masse, siger Lars Bak.
Danskeren, som blev nummer tre på 1. etape, har selv Saxo-Tinkoffs italiener Manuele Boaro som favorit til den samlede sejr, men peger også på de to svenskere fra det schweiziske IAM-mandskab, Thomas Lövkvist og Gustav Larsson.
/ritzau/