Sovjetunionens hammer og segl pryder de tusindvis af små 15-kopek mønter, der ligger og flyder i alle kroge af det besynderlige museum under Moskvas tekniske universitet. For de unge mennesker i museet er mønterne billetter til en fortid, hvor det eneste lyksaliggørende for en lille dreng var at leve sig helt og fuldt ind i den væbnede kamp for Sovjets overlevelse.
Nostalgien driver nærmest ned af væggene i museet, hvor en lille flok entusiastiske ingenører har skabt en stor samling af de elektroniske og mekaniske spillemaskiner, som Sovjet producerede til gavn og glæde for den kommunistiske ungdom.
»Du må forstå, at det er hjerteblod for os. Disse maskiner følte vi stor kærlighed til, da vi var børn, og vi kan helt få tårer i øjnene, fordi de bringer minderne tilbage,« forklarer den 34-årige ingeniør Aleksander Vugman, der har været den store drivkraft i projektet.
Gennem flere år har han gennemrodet loppemarkeder og lofter for at finde så mange gamle spillemaskiner som muligt. Aften efter aften har han og tre andre ingenører ligget med hovederne begravet i de farvestrålende kasser, og ved at bruge reservedele fra gamle maskiner er det lykkedes dem, at samle og reparere 32 forskellige spillemaskiner fra sovjettiden.
Alle kan prøve
Tidligere i år kunne Aleksander for første gang åbne dørene for museet »15-kopek«, hvor man ikke bare kan se maskinerne, men også får lov til at prøve de lavteknologiske vidundere lige så tosset som man vil. Det koster 60 kroner for en hel aften, inklusive te, og der er fuldt hus, når museet har åbent hver onsdag. Planen er, at besøgstiden næste år skal udvides til tre dage ugentligt, og at der skal vises gamle film fra Sovjettiden i en lille tilstødende biograf.
»Det er selvfølgelig lidt nørdet, men der kommer rigtig mange unge, som synes, at det er sjovt at lege med spillene og leve sig ind i de gamle dage. Og så er de selvfølgelig fascineret af teknikken i maskinerne,« siger Aleksander og påpeger, at Sovjetunionen lavede så avancerede spil i 1970 erne, at selv den japanske spilgigant SEGA kunne blive inspireret.
Skulle øve krig
Han fremviser stolt en blinkende kolos med et periskop og billeder af et drabeligt søslag. Når man kigger gennem periskopet, kan man se silhuetterne af små mekaniske krigsskibe, der langsomt bevæger sig henover horisonten. Målet er at ramme skibene med sine torpedoer, og det er bestemt ikke nemt, for når man først har trykket på aftrækkeren, går der lang tid, før de små blinkende lys når ned til fjenden i den anden ende af maskinen.
»Jeg var nærmest afhængig af det spil. Vi konkurrerede i time efter time om, hvem der kunne ramme flest skibe,« lyder det begejstret fra Aleksander.
Mange af maskinerne på museet har med krig at gøre. Det var en del af tidsånden, men det handler også om, at myndighederne så maskinerne som en måde at træne de unge mennesker på, forklarer Aleksander og fremviser en gammel manual til det voldsomt populære ubådsspil.
»Formålet med denne maskine er underholdning og aktiv fritid, såvel som udvikling af evnen til visuel bedømmelse og præcisionsskydning,« står der på den første side af manualens gulnede sider.
Tophemmelig produktion
At der blev tænkt så militært, da maskinerne blev lavet skyldes formentlig også, at det var militærets fabrikker, der stod for produktionen. De var simpelthen de eneste, der havde tilstrækkeligt avanceret udstyr til at fremstille underholdningsmaskinerne.
At militæret var involveret betyder desværre også, at der var et stort hemmelighedskræmmeri omkring produktionen, og derfor har det været umuligt for folkene bag museet i Moskva at finde ud af, præcis hvor mange forskellige maskiner der blev lavet.
»Vi regner med, at der blev lavet 70 forskellige, men indtil nu har vi kun fået fingre i halvdelen. Vi håber dog at finde nye modeller, når vi udvider eftersøgningen til Usbekistan og andre fjerne dele af Rusland,« siger Aleksander.