Det er helt i orden, at Anders Fogh Rasmussen brugte sit gode forhold til den amerikanske præsident George W. Bush til at øge sine chancer for at få jobbet som generalsekretær i Nato.
Det mener udlandskommentator og kommende direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab, Michael Ehrenreich, efter Politiken mandag kan citere en tidligere topembedsmand for, at Fogh bad Bush om hjælp på et møde i 2008.
- Posten som Natos generalsekretær er en toppost, og det er ikke sådan en, man bare søger.
- Der skal man bruge alle tænkelige midler, så der skal virkelig lobbyes for sagen, siger Michael Ehrenreich til Ritzau.
Han er ikke overrasket over historien, som han finder "temmelig troværdig".
Ehrenreich mener i stedet, at det usædvanlige ved historien om Fogh, Bush og Nato er, at en dansk regeringschef besluttede sig for at gå efter en international toppost. Og fik den.
Kommentatoren mener ikke, at man kan klandre den tidligere statsminister for, at han brugte et officielt møde til at lægge billet ind på et nyt job.
- Man skal huske, at det var en dansk interesse, at han forsøgte at få posten, og det er rigtig godt for Danmark, at vi har den.
- Man kan ikke se det her som værende udelukkende i Anders Foghs personlige interesse, mener Michael Ehrenreich.
Han ser historien som et eksempel på, hvad Danmark har fået ud af at føre en aktivistisk udenrigspolitik med krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan, og set udefra tillægger han anbefalingen fra Bush stor betydning for, at Fogh fik posten.
- USA's interesser i forhold til, hvem der skal være Natos generalsekretær, ændrer sig ikke, fordi der kommer en ny præsident.
- En ny præsident har rigeligt at se til, så hvis man får en varm anbefaling fra forgængeren, vil man være indstillet på at følge den, vurderer Michael Ehrenreich.
/ritzau/